onsdag den 17. december 2008

Den Gamle Skoles nye domicil fylder 5 år

Den Gamle Skoles domicil på Energivej 2 i Faaborg på Sydfyn fylder 5 år d. 16.12.08. Det var en spændende dag da huset blev leveret direkte fra Sverige og mit yngste barns børnehave var med på en kigger. Vores 1. lagerbygning blev bygget samtidigt. Vores nye lagerhal blev færdig i november sidste år. Vi elsker de "nye "omgivelser med udsigt til det sydfynske øhav og plad til rigtig meget legetøj!

tirsdag den 9. december 2008

Jul hos Den Gamle Skole


Vi er nu godt i gang med vores 17. julesæson. Det virker utroligt at vi har leveret julegaver til børn over hele landet gennem så mange år. Vores firmadomicil i Faaborg fylder ligeledes 5 år d. 16. december så det skal også fejres på tirsdag. Tak for tilliden gennem alle årene.

tirsdag den 2. december 2008

Jul hos Den Gamle Skole

Nu er det julemåneden og Julemanden har allerede valgt at aflægge
besøg hos Den Gamle Skole. Her står han stolt ved vores hoveddøre
i kystbyen Faaborg. Den Gamle Skole er nok Danmarks mest erfarne i at levere julepakker til de små hjem - efter selve
Julemanden, ho, ho, ho.

torsdag den 6. november 2008

Operation Dagsværk hos Den Gamle Skole

Engang i mellem bliver man forargret og det har vi allesammen været i forbindelse med gymnasiets Operation Dagsværk hvor ALT for mange unge er blevet hjemme på sofaen i stedet for at tjene penge til et godt formål i Niger. For 2. år i trak havde vi besøg af India og Mathias - nu i 2.G. på Faaborg Gymnasium. Deres opgave i år var at optage legetøjsvideoer til vores hjemmeside http://www.gamleskole.dk/. Der blev grinet meget, men resultaterne blev fine. Især vores hånd- og fingerdukker blev bragt til liv. Se f.eks. J501 Kongelige hånddukker! Her blev Kongen desværre fanget i et tæppe! Vi sender en kærlig tanke til prinsgemælen...

fredag den 24. oktober 2008

Den Gamle Skole gør klar til Halloween


Den Gamle Skole har pyntet til Halloween og her er en lille smagsprøve på nogle af vores gode - og uhyggelige - legesager! F.eks. Fugleedderkop med fjernstyring, Gargoil hånddukke, Magnetmonstre i metalæske og insektglas med plastedderkop.

mandag den 20. oktober 2008

Sommerferie Maj-Ann:

Vi valgte at holde sommerferie hjemme i år, da en af vores hopper havde fået føl.
Vi fik et dejligt hoppeføl, som fra starten viste sig at være et lille selvstændigt væsen.
Vi skulle til følskue i slutningen af vores ferie, så der var en del der skulle trænes med.

Vi havde hele sommerferien vores venner`s ponyer på besøg, så der blev snakket heste og redet på vores ridebane.

Familiemæssigt havde vi nogle dejlige ture ud i det danske land. Vi tog bl.a en tur til Legoland, hvor Casper fik styret sin lyst til at prøve de mest vilde ting – så Erik måtte afprøve sin tålmodighed med lange køer – vi havde valgt en dag i ferien hvor hele Danmarks befolkning og alle turisterne havde valgt Legoland. Vi havde været så fornuftige, at vi havde købt et turpas, så vi har været et par gange mere i Legoland siden. Sidste gang havde vi næsten parken for os selv – det øsregnede.














Turen til Djurs Sommerland var bedre planlagt – her havde vi valgt en lørdag, som viste sig at være et klogt valg, turisterne har skiftedato i sommerhusene og generelt er det den dag i ugen, hvor der er færrest besøgende. Vi havde taget vores madkurv og lidt grillmad med til om aftenen – en pragtfuld dag.

Ellers har vi været på besøg hos vore venner i deres sommerhus, nydt nogle ture til vandet og besøgt familien.

mandag den 13. oktober 2008

Bentes sommerferie 2008

Sommeren 2008.

I år har sommeren stået i rejserne og dyrenes tegn. Vores familie har for første gang været på 2 rejser! Det har været rigtigt dejligt – og godt nok også dyrt.
Vi tog til Bulgarien til Golden Sands (IKKE Golden Beach!) sammen med vores rigtig gode venner. En uge med ren afslapning og shopping. Masser af sol og hygge. Det var dejligt afstressende. Dog vil jeg sige, at Bulgarien, i hvert fald på disse meget turistede steder, ikke har meget andet end netop sol og strand at byde på. Vi var ude og se et par enkelte ting. Et geologisk fænomen, kaldet stenskoven. Desuden var vi en tur i Varna og vi så et nedlagt kloster, der var bygget ind i en klippeside 40 meter over jorden. Vi fik at vide, at det ikke var anbefalelsesværdigt at leje en bil, så det blev ikke til så meget opdagelse på egen hånd. Vi kom hjem brune og afslappede og især min teenagedatter havde købt en del tøj og tilbehør.
Efter skolernes sommerferie tog vi så af sted igen – denne gang kun os 4. Vi tog børnene fri i uge 37 og tog til Rhodos. Vi havde bestilt et hotel med all inklusive – det var jeg meget spændt på, og lidt skeptisk over for. Jeg synes det er hyggeligt at gå rundt at finde et nyt sted og spise hver dag, og med denne ferieform var jeg lidt nervøs for, at jeg ville føle mig bundet. Mine spekulationer blev dog gjort til skamme. Det var over al forventning. Hotellet var stort, der var 742 værelser. Der var 6 restauranter vi kunne vælger imellem. Det var dejligt afslappende at alle blot kunne gå og få lidt at drikke og spise når som helst. Rhodos har en størrelse, hvor det ikke er svært at tage ud og se noget – og dog være tilbage til hotellet til aftensmaden. Vi lejede en bil (- en meget lille Fiat) og kørte ud og så rigtig mange spændende ting. De historiske ting vi så passede perfekt til
vores børns alder – man kan let se, hvad ruinerne osv. er og man kan få et godt overblik og viden om det uden, at man skal bruge en hel dag hvert sted. Nogle af højdepunkterne var Rhodos gamle by,








Mussolinis sommerhus – som er en kæmpe residens der ligger smukt midt
på øen, en lille kirke der var meget afsides
liggende –
over 300 meter oppe på et bjerg






og for Walter, der er 11 år, en hel dag i et gigantisk vandland, med bl.a.
Grækenlands længste vandrutschebane.



Det er bestemt en uge vi kan leve længe på!
Heldigvis havde vi noget godt at komme hjem til – vi har nemlig fået killinger! Vores Hellige Birma par er blevet forældre til 4 pragtfulde uldtotter. Der et gået rigtig mange timer med at kæle eller blot betragte de små. Der findes næppe noget sødere end kattekillinger, selvom det til tider kan gå lidt ud over potteplanter og andet indbo.


onsdag den 17. september 2008

El Camino de Santiago







Nu har jeg været på pilgrimsrejse i Nordspanien. Jeg følte mig ikke helt som ægte pilgrim idet vi rejste med Gislev Rejser og dvs. vi behøvede ikke at bære alt i vores rygsække, men havde en bus til at køre os fra sted til sted. Gislev havde valgte de smukkeste strækninger mellem Pamplona og Santiago de Compostela og ialt gik vi knap 140 km på 8 dage - bemærk meget var op ad bakken og på ujævnt terræn. Min gammel veninde Kate fra Guernsey tog turne hele vejen til København for at rejse med. Vi skulle fejre at det nu er 25 år siden vi blev færdige med vores historiestudier på Oxford Universitet. Kate taler naturligvis kun engelsk, men det hele gik alligevel. Vi gik stille og roligt og talte sammen undervejs i de smukke og afveklsende spanske landskaber. Om eftermiddag/aften var der god tid til at besøge de smukkeste kathedraler i Burgos, León, Astorga og ikke mindst Santiago såvel som Gaudis palads til ærkebiskoppen (utrolig smuk fra loft til gulv og Kate og jeg havde det helt til os selv!). Messen i Santiago kl. 12.00 da vi ankom gående til byen var en stor oplevelse. Kate sang smukt sammen med nonnen og Gislev betalte for incensen i et særligt kar som svinges over kirkegængerne. Overnatninger foregik på div. klostre og hoteller - alt på nær én af god kvalitet. Hverken Kate eller jeg fik vabler - det eneste der sket var at jeg fik en væmmelig bistik på armen som blev til et rødt bånd på 7 cm bredde rundt om hele armen. Og hvad så med sjælen? Det er svært at sige om det er blevet anderledes efter turen. Det var fredeligt kun at skulle tænke på sig selv i 10 dage efter flere end 21 år med børn, men jeg blev ikke så meget klogere! Jeg regner med at tage turen ned fra Le Puy (hvor jeg boede i nærheden i 1980) og over Pyrannæerne på et senere tidspunkt i livet...

tirsdag den 16. september 2008

Margit sommerferie




Sommerferien blev i år en kombination af praktiske gøremål, 1 uge sydpå, og sidst opsamling af løse ender.

I første uge fik vi sat et nyt stakit op hos min mor. Det blev et familieprojekt lige fra afhentning af materialer til opsætningen, hvor Leif som den professionelle og praktiske havde det store overblik. Drengene, min søster og jeg blev betroet at male det efterfølgende, og min mor sørgede for helpension m.m. Rigtig hyggeligt, faktisk, og min mor har glædet sig over sit nye stakit hver dag siden.

Så kom det dårlige vejr, men heldigvis havde vi bestilt en tur til Kreta, så vi dampede af sted og drømte om sol, sommer og skønne badestrande.
En vandretur ned gennem Samariakløften stod også højt på ønskelisten. Kreta VAR skøn. Luften 30 grader, vandet 24 grader, den lokale Alfa øl 4 grader. Kæmpestore og smagsfulde vandmeloner, vindruerne var nærmest ”pluk selv” og tzatzikien var helt som den skulle være. Fantastiske morgen vandreture ved Det Kretensiske Hav, slentretur ved den romantiske havn i Chania, shopping i ”Lædergaden”, alt sammen en del af vores Kreta uge. Det blev en skøn blanding af total afslapning kontra udforskning af øen. Højdepunktet, i mere end én forstand, var turen ned gennem Samaria. Ca. 18 km vandring fra 1200 m højde og ned til havet igennem denne storslåede kløft. En anstrengende, varm og meget smuk tur, og det hele værd da vi kunne kaste os i bølgerne ved Agia Roumeli.










3. og sidste ferieuge blev opsamlingsuge med bl.a. tandlæge og frisørbesøg, en tysklandsindkøbstur samt den årlige gadefest.

fredag den 8. august 2008

Sommerferien 2008 Laura fra Den Gamle Skole











I år valgte familien at blive hjemme det meste af sommerferien på nær en weekend ved Vejlby Fed og en telttur til Tversted/Skagen. Vi fik en rigtig god start til ferien ved besøg af min far og hans kone Judith som bor i Boston, USA. Her ses vi på Øhavsstien ved Svanninge Bakker hvor der er en fantastisk udsigt til det sydfynske øhav. Min far arbejder fortsæt på fuldtid selvom han fylder snart 75 (og cykler mange kilometer på arbejde hver dag!). Ellers nød vi blot at sove længe, passe haven og bade. For første gang holdte vi lukket i 2 uger i firmaet Den Gamle Skole hvilket betød at vi alle fik afviklet 14 dages ferie på én gang! Dejligt!

fredag den 20. juni 2008

Endnu en 10 års jubilæum hos Den Gamle Skole













Det var med stor fornøjelsen at vi kunne fejre Bentes 10 års jubilæum d. 2. juni 2008. Bente er en trofast, loyal, effektiv og sjov person - alle Den Gamle Skoles kunder som har talt med hende i telefon vil kunne nikke genkende til denne beskrivelse. Bente modtog en herlig fransk bænk i smedejern med kakler og hele firmaet var ude at spise frokost på Frk. Jensens i Faaborg. Den eneste sorte plet på dagen var at jeg fik blindtarmsbetændelse og blev opereret dagen efter på Svendborg Sygehus.
Margit fejrede sin 10 års jubilæum hos os for knap 2 år siden og vi håber på flere jubilarer i de kommende år! Dejligt med sådan nogle medarbejdere!

mandag den 28. april 2008

James Taylor koncert

Det var en rigtig god oplevelse at høre James Taylor i koncert i Odense på St. Bededag. Hans stemme og musik var gode som altid, men vi havde ikke regnet med hans humoristisk sans så det var en dejlig overraskelse. Jeg har været glad for hans musik siden jeg fik en LP fra en gammel familieven i LA som ca. 16-årig og selvom manden nu er blevet 60 kan han stadig synge. Smukt at høre "You've got a friend" i original udgave. Fint at Fyn også kan tiltrække de store stjerner - dog synes jeg måske ikke at JT er så kendt her i Danmark siden der var mange som så uforstående ud da jeg nævnte hans navn!
Se www.jamestaylor.com.

mandag den 31. marts 2008

Den Gamle Skoles tur til Barcelona

Firmaturen i år gik til Barcelona. Det var 8. gang vi har været af sted og det må siges at Den Gamle Skoles medarbejdere efterhånden har trampet sig fornøjeligt igennem mange af Europas hovedstæder.
Dejligt at flyve fra et koldt og trist Danmark til Spaniens sol og varme. Vi fik mange gode kulturoplevelser - fra Gaudi til Picasso - og er kommet hjem friske og veloplagte til at tage hul på en ny forårssæson med Danmarks bedste legesager. Det eneste som undrede os lidt var det dårlige serviceniveau på samtlige restauranter/caféer. Så huskede vi at Manuel - tjeneren i "Halløj på badehotellet" - altid bliver undskyldt med ordene "He's from Barcelona" og det forklarede en del! Alle tiders tur. Vi glæder os allerede til 2009 hvor turen går til Rejkjavik!































fredag den 11. januar 2008

Ko med motiver fra Den Gamle Skole


Jeg bliver nødt til at vise denne originale og personlige julegave - en ko med katalogsider fra Den Gamle Skole! Inklusiv fotografier af mine børn. Endnu en gang tak til Mie.